Du skal tænke på søgemaskineoptimering af din hjemmeside uanset om du arbejder med en ny hjemmeside eller din side har eksisteret et stykke tid. Ofte bliver søgemaskineoptimering også kaldet for SEO. Er du god til SEO – og helst dygtigere end dine konkurrenter – så kommer du til at ligge bedre end dem i søgemaskinesøgningerne på fx Google.
Dette blogindlæg handler om, hvordan dine tekster bliver søgbare af søgemaskinerne. Når du arbejder med SEO, så arbejder du med såkaldt organiske søgeresultater. I modsætning til de organiske resultater, er der annoncer. På Google er det Google Ads. Hvis du har hørt rygter om, at du kan købe dig til en bedre placering, så er det en sandhed med modifikationer. Du kan købe annonceplads, der ligger øverst i søgeresultaterne. I de organiske søgeresultater kan du IKKE købe dig til en bedre placering, her er det knofedt og viden, der skal til for at opnå resultater.
Find de rette søgeord
Inden du starter med at optimere en side, eller et blogindlæg, på din hjemmeside til søgemaskinerne, skal du have styr på, hvilket søgeord eller søgeordssætning siden/indlægget skal findes på. Fx har du en side, hvor du fortæller om, hvordan du vedligeholder dine gummistøvler, kunne søgeordssætningen være: Vedligeholdelse af gummistøvler.
Hver side på din hjemmeside skal have sit eget søgeord/sætning, da du ellers kan opleve søgeordskannibalisme. Dvs. Google kan ikke finde ud af, hvilken af dine sider/indlæg de skal vise, hvis du ligger godt på flere sider med samme ord eller sætning. Hvordan du bruger ordet/sætningen kan du læse mere om herunder og i del 2 af om søgemaskineoptimering.
Søgeord eller søgeordssætning
Hvorfor er det interessant at tale om søgeordssætninger?
Hvis du laver en søgning på Google efter løbesko, vil du få over 1 million resultater. Hvis du sælger løbesko, betyder det at det er rigtig svært at komme til at ligge i øverst i søgeresultaterne, når konkurrencen er så stor. Søger du i stedet på nike free – løbesko 5.0 sort dame str 38. Så er resultatet langt mindre nemlig under 40.000. Det betyder, at det er meget lettere at få en god placering med en sætning end med et enkelt ord. Der er også en ekstra fordel. Jo længere tekst en kunde skriver i søgefeltet, i en søgemaskine, jo tættere er kunden på at købe noget.
Du skal være opmærksom på, at der også kan være for få søgeresultater. Det er et tegn på at stort set ingen søger på søgeordet/sætningen, da ingen har valgt at arbejde med netop det ord/sætning. Du kan besøge Google Trends eller Ubersuggest for at få et indblik i, hvor mange søgninger der er på forskellige søgeord/søgeordssætninger.
Når du har styr på dine søgeord/sætninger, skal du i gang med selve søgemaskineoptimeringen af din hjemmeside. I dette blogindlæg får du første 2 tip. I anden del af blogindlægget kan du læse mere om den rigtig optimerede side.
Metabeskrivelse
Du kan faktisk selv bestemme, hvad der skal stå i teksten i søgeresultaterne i fx Google. Du har 155 tegn til rådighed. Brug dem fornuftigt, da det er gratis markedsføringsplads i første række. Fortæl læseren, hvad man kan vente, hvis man klikker på linket over til din side og husk at bruge dit søgeord.
URL/web-adresse
Ligesom al anden tekst når vi taler SEO, så skal URL’en kunne læses og forstås af et menneske. Du har måske set en URL som denne: etdomæne.dk/p?=395 Hvad kan du som læser forvente at finde på denne side? Hvis du er usikker, så er din kunde det sikkert også. Det du i stedet skal gøre er at få WordPress til at skrive etdomæne.dk/laer-om-seo. På den måde er det let at gennemskue, hvad siden handler om og en kunde vil være mere tryg ved at klikke sig ind på din hjemmeside. I WordPress, kan du rette til læsbare url’er med 4 klik, hvis du ikke allerede har dem. Det gøres under Indstillinger > Permanente links.
I WP klubben kan du finde undervisningsvideoer og kurser om søgemaskineoptimering og pluginnet Yoast Seo.