Hvad er et bloktema i WordPress?

Derfor bør du overveje et bloktema i WordPress

Har du stødt på begrebet bloktema i WordPress og tænkt – hvad er det egentlig?
I dette indlæg vil du få forklaringen.

I dag findes der to typer temaer i WordPress: klassiske temaer og bloktemaer.
Langt de fleste nuværende hjemmesider er bygget i et klassisk tema, hvor du tilpasser temaet via Tilpasseren. De klassiske temaer er ofte låste – man kan kun bruge de indstillinger, farver, skrifttyper og skabeloner, som temaet tilbyder. Det betyder, at du af og til må gå på kompromis med designet eller skrive til CSS-koder for at få det udseende, som du eller kunden ønsker.

Siden januar 2022 har du haft mulighed for at arbejde med bloktemaer – og siden 2024 er de blevet så brugervenlige, at de i dag er et reelt – og fleksibelt – alternativ til de klassiske temaer.

Hvis du allerede kender WordPress’ indbyggede editor Gutenberg, vil det være nemt at arbejde med et bloktema, da alt i et bloktema er bygget af … ja blokke! Dvs. det gælder hele designet: Sidehoved, sidefod, skabeloner og alt ind imellem.

Hvad gør bloktemaer anderledes?

Den helt store forskel er, at du kan bruge blokke alle steder på hjemmesiden – også i de dele, der før var låst af temaet. Det giver dig fuld frihed til at designe en hjemmeside direkte i WordPress – uden ekstra sidebyggere og uden at skrive kode.

Derudover har bloktemaer en stor fordel, du kan tilpasse alle skabeloner, som WordPress bruger til sider og indlæg.
Hvis du utryg ved at skulle ændre i en skabelon, og tænker at det kræver omhu og viden at gøre, så kan du sagtens benytte de færdigbyggede skabeloner, som bloktemaerne har, på samme måde, som du er vant til med de klassiske temaer. Det er ofte både nemmere og mere stilsikkert.

Når du skal redigere et bloktema, foregår det ikke i Tilpasseren, men i den nye Editor (du finder den under Udseende > Editor).

Her kan du:

  • Tilpasse sidehoved og sidefod ved at flytte rundt på blokke
  • Oprette egne skabeloner eller justere i de eksisterende
  • Vælge fonte, farver og former under Stilarter, så du nemt kan ændre hele udtrykket ét sted

Alt dette sker med blokke – helt uden en eneste linje kode.

En hurtigere og lettere hjemmeside

Der er også en praktisk – og miljøvenlig – fordel ved at bruge et bloktema.
Hjemmesider, der indlæses langsomt, frustrerer ikke bare de besøgende, det påvirker også en hjemmesides placering i søgemaskinerne. Og hvad mange glemmer er, at en tung hjemmeside også bruger mere strøm – og dermed belaster miljøet mere.

Når du bruger et klassisk tema sammen med en sidebygger som fx Elementor eller Divi, lægger du ekstra kode oven på WordPress. Det gør siden tungere og langsommere.

Løsningen kunne være, at du i stedet bruger et bloktema.
💡 Du behøver ingen sidebygger for at designe sidehoved og sidefod.
💡 Du kan tilpasse indholdsområder direkte med blokke.
💡 Du får mindre kode, hurtigere indlæsning og en bedre brugeroplevelse.

Samtidig sparer du eller din kunde penge – for du behøver ikke længere betale for en sidebygger. Mange bloktemaer er gratis, og de kan tilpasses præcis, som du ønsker.

Derfor anbefaler jeg bloktemaer

Jeg er selv begyndt at arbejde mere og mere med bloktemaer, fordi de giver frihed og fleksibilitet – også hvis man ikke er teknisk stærk. Med et bloktema kan du kan bygge en hurtigere, mere moderne hjemmeside, hvor du bevarer kontrollen over designet – direkte i WordPress.

Så hvis du står overfor at skulle bygge en ny hjemmeside eller redesigne en nuværende, så overvej et bloktema. Det er fremtiden for WordPress – og den er både enklere, hurtigere og grønnere. Du kan starte med et af de gratis temaer i WordPress, fx Twenty Twenty-five eller Ollie, som er brugt på denne hjemmeside.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide mere om bloktemaer og om det er noget du skal bruge.

Blog kategorier


De mest læste indlæg


Følg mig

Måske vil disse indlæg interessere dig